Sportsskader

Belastningerne er i bund og grund de samme, der er bare mere af det. Man kan sige, at alle er atleter, bare på forskellige planer. Eksempelvis så er den bevægelse som de fleste af os laver i supermarkedet, når vi tager indkøbsposen fra gulvet uden at gå ned i knæ, den samme bevægelse som i et ”dødløft”. I sport gør man bare mere (hurtigere, tungere, i længere tid, med større præcision) af det samme.

Derfor er behandlingen ofte den samme for sportsudøvere som for ikke-sportsudøvere. Kroppens nervesystem og kapacitet/potentiale til at respondere på behandlingen er ofte større og bedre hos sportsudøvere, fordi nervesystemet er mere vant til at blive udfordret og vævets restitutionsevne bedre. Så det er jo positivt.

På negativ siden kan vævet, ved langvarig overbelastning, have fået en varig og uopretttelig anatomisk skade. Det er ofte også et problem, at sportsudøvere enten er forpligtet af økonomi (professionelle) eller presset af deres eget ambitionsniveau og træningsplan, så det glemmes at sport skal være forbundet med glæde og være sundt, og at man skal lytte til kroppens signaler, når den siger stop.

I arbejdet med sportsudøvere er muskeltest et fænomenalt diagnostisk redskab. Muskeltesten er en metode til at evaluere nervesystemets præcision og performance. Nervesystemet kan anskues som hovedcomputeren i kroppens store maskineri. Alle bevægelser begyndes, styres og afsluttes af centralnervesystemet.

Kvaliteten af nervesystemets arbejde er altafgørende for, om vi får en skade ved en given belastning, og kvaliteten af nervesystemets arbejde påvirkes markant, hvis vi har fået en skade – og dermed er vi disponeret til den næste skade. Som atleter, uanset på hvilket niveau (supermarkedet eller atletikbanen) er vi altså dybt afhængige af funktionaliteten i centralnervesystemet.