Kontakt

Smerter i underben/læg/fod

Smerter i underbenet opstår oftest af infiltrationer i muskulaturen, iskias-smerter eller ved kredsløbsforstyrrelser

Muskelinfiltrationer opstår ved overbelastning af muskelfibrene, en nærmere beskrivelse af disse tilstande ses under ”ankelforstuvninger” og ”skinnebensbetændelse”.

Iskiassmerter (se dette) føles til tider udelukkende i underbenet, uden gener i lænd eller lår. Er man i tvivl om smerterne skyldes kredsløbsforstyrrelser, bør man søge læge. Tegn på smerter i underbenet, som skyldes kredsløbsforstyrrelser, er smerte, som sætter ind efter en vis gådistance og afhjælpes ved et par minutters hvile, hævede årer, uro i benene, som afhjælpes ved elevation (altså at hvile benene i løftet stilling) og andre kredsløbsproblemer i kroppen.

Yderligere relevante spørgsmål angående smerter i læg/underben kan rettes til info@kiropraxis.dk

Ankelforstuvning

Når en ankel forstuves sker der skade på såvel muskulatur som nervereceptorer, ledbånd og – kapsler. Oftest vrikkes der udad på anklen, så ydersiden af anklen skades. Skaden ses umiddelbart ved hævelse og mærkes ved smerte i det overbelastede område.

Første vigtige skridt ved en ankelforstuvning er “hvile”, is og at anklen løftes op. Tillige kan man lægge en stram forbinding så anklen ikke hæver for meget op. Med hvile forstås, at man ikke må overbelaste anklen ved bevægelser og belastninger som provokerer smerte. Forskning viser dog at restitutionstiden forkortes væsentligt ved at bevæge anklen allerede umiddelbart efter skaden er sket.

Is skal lægges på anklen for at opnå smertereduktion og vigtigst for at begrænse den inflammation, som skaden provokerer. Isen holdes på anklen i 15 minutter ad gangen og kan maximalt bruges hver time. Jo oftere isen benyttes i de første timer og nogle gange dage (afhængig af skadens omfang) des bedre.

Når hævelsen har lagt sig, er smerten ofte også meget reduceret. Her stopper de fleste typisk behandlingen. Men målet med behandlingen burde være mere end blot smertereduktion. Målet burde være at udbedre den skade, der er sket. Således nedsætter man risikoen for, at skaden sker igen, og for at skaden, som er sket, skal forårsage problemer i andre relaterede led såsom knæ eller hofte, eller at skaden bliver begyndelsen på gradvist tiltagende slidtage af ankel og fodrodsleddene, med senere slidgigt, eller andre uhelbredelige ankel- og fodrodsproblemer til følge. Særligt er det klassisk for sportsudøvere uanset niveau, at en ankelforvridning bliver begyndelsen på tilbagevendende gener i anklen, ofte i form af forstuvninger. Det er nemlig sådan, at hvis en ankel er blevet forstuvet og den ikke er blevet tilstrækkeligt behandlet, så er der opstået en svaghed i muskulaturen og leddene omkring anklen, samt en proprioceptorisk (neurologisk) ubalance, som disponerer (dvs. forøger risikoen) for efterfølgende forstuvninger af anklen.

Den muskulatur, som oftest er skadet og bør behandles, sidder længere op ad underbenet (enten på bagsiden eller på ydersiden) relativt langt fra den egentlige hævelse. Kiropraktoren behandler for at genetablere en normal ledfunktion i ankel- og fodrodsled, som under forstuvningen måtte have forskubbet sig og behandler muskulaturen, som er blevet forstrakt, ved specifik massage. Bevægetræning af ankel- og fodleddet til genetablering af normale bevægemønstre er en forudsætning for fremadrettet succes.

Der er værd at fundere over hvor relativt få kvadratcentimeter en fodflade har og at hele vores afvikling af kroppens vægt skal begyndes her ved hvert eneste skridt. En lille ubalance kan få store konsekvenser andre steder i bevægeapparatet.

Yderligere relevante spørgsmål angående ankelforstuvninger kan rettes til info@kiropraxis.dk

Skinnebensbetændelse

Skinnebensbetændelse er en meget generende lidelse som primært rammer løbere.

Smerterne kommer af en inflammatorisk (betændelse uden pus) tilstand i muskel-tilhæftningerne på skinnebensknoglen. Inflammationen opstår typisk på grund af overbelastning, hvor trækket på muskelfibrene, som hæfter i knoglehinden er for stort eller skævt. Denne overbelastning kan opstå på grund af sko med for ringe stødabsorbtion, løb på for hårdt underlag, løb på for store stigninger, løb uden tilstrækkelig opvarmning, for hurtig opstart med løbetræning, utilstrækkeligt behandlede ankelforstuvninger (se dette), platfodethed, dårlig ledfunktion i fodrods – eller ankelled for at nævne de mest almindelige.

Tillige er skinnebensbetændelse meget ofte relateret til dårlig lymfedræning i underbenet. Behandlingen består i at eliminere den eller de af disse årsager som måtte være relevant i det enkelte tilfælde samt at løsne infiltrationerne op omkring muskulaturen med meget dyb massage. Desuden vil hvile være nødvendig i en periode (dvs. pause fra træning).

Yderligere relevante spørgsmål angående skinnebensbetændelse kan rettes til info@kiropraxis.dk

Iskiassmerter

Iskiassmerter er en fællesbetegnelse for alle de tilstande, som er karakteriseret at smerter stammende fra iskiasnerven. Smerterne skyldes såkaldt rodtryk, hvilket vil sige, at noget trykker på nervefibrene, hvorfor de sender smertesignaler til hjernen.

Ved rodtryk er der oftest også forringet styring af muskulaturen omkring underben og ankel i størrer eller mindre grad. Mest klassisk er “dropfod” hvor det er svært eller umuligt for vedkommende at gå på hæle eller tæer og det kan lyde “klaskende” fra forføden når man går.

Smerterne føles oftest udstrålende fra sæderegionen til bagsiden af låret og til tider ud til læggen og foden. Der er imidlertid mange muligheder for, hvor og i hvor stor udstrækning smerten føles.

Smertetypen kan også variere, men er typisk meget jagende og veldefineret i sin udstrækning. Smerten kan være kombineret med føleforstyrrelser (følelsesløshed, forøget følsomhed, prikken eller summen) i området.

For yderligere information om, hvilke forskellige muligheder, der kan være årsag til rodtrykket, samt hvad årsagen til og behandlingen for disse er se Bækkenløsning,, SI-leds dysfunktion, Piriformissyndrom, Spændinger og infiltrationer i sædemuskulaturen og lumbago.

Yderligere relevante spørgsmål angående iskias smerter kan rettes til info@kiropraxis.dk

Kontakt

Kiropraxis.dk
Lyngbyvej 43
2100 København Ø
T: 40 70 40 70

M: info@kiropraxis.dk

Telefontid for tidsbestilling:
Mandag-Torsdag 8-18 og Fredag 8-17.

Afbud skal meldes senest dagen før inden kl. 15.

Find os

Følg os

[buttons]