Når journalisten finder en (anden) vinkel

I den senere tid har de sociale mediers andel i fake-news, pseudovidenskab og postfaktualitet, fået modstand i form af debatter i de mere etablerede medier. Uden at selv samme mediers bidrag, har været debatteret. Det er jo engang imellem sådan at man kan nøjes med at høre det man vil høre. Blogindlægget her, handler netop om det, jounalistens vinkel.

Det er nok fint i dette indlæg at indsnævre sig til mit eget område; hjernerystelserne, der jo tilfældigvis lige er mit speciale. Lad det med det samme være sagt at netop dette område er et relativt “ungt” forskningsområde, og derfor også et område det er nemt snuble i – fordi vi faktisk på en gang ved ret meget, og så alligevel så lidt. Så hvad er mere nærliggende end at spørge eksperterne? det har Politiken gjort i en artikel med overskriften: “Neurolog: Pas på med at hvile for meget efter hjernerystelse”. Tak til Politiken for at tage emnet op, så der kommer fokus – og tusind tak for slet ikke at løfte opgaven (ironi kan forekomme). Jeg vælger at tro det er journalistens forsøg på at vinkle historien så den frem for at perspektiverer med god journalistisk-kritisk indsigt, ender med kun at larme lidt i andedammen, sikkert fordi formålet nok slet ikke er at informere, men at sensationalisere og provokere – i god tråd med nutidens “like-kultur” hvor “likes” står over viden – selv om den potentielt kunne have været en god information, med et dybdegående interview med en neurolog, der ser massere af hjernerystelser hver dag.

Anders Legarth Schmidts interview med den kompetente og rolige Jeffrey Kutcher, MD der arbejder med sportsneurologi hos bl.a. NFL og NBA, og er specialiseret i netop hjernerystelser hos atleter, landede i slutningen af februar. Jeffrey Kutcher var inviteret som hovedtaler ved Trygs konference; “Når en hjernerystelse ryster din hverdag”, med Peter Lund Madsen, speciallæge i Psykiatri, som konferencier. Selv var jeg desværre ikke til stede ved konferencen, da livet åbenbart også kræver min opmærksomhed andetsteds, så jeg skal ikke kunne sige om netop Jeffrey Kutcher skulle have ændret sig markant fra de arbejdspapirer, publiceringer og forelæsninger/taler han har holdt gennem årene og som jeg læser/lytter en del af. Men jeg kan ud fra det jeg hører Jeffrey Kutcher sige alle andre steder, godt fornemme at journalisten sætter hans holdninger og viden i en anelse anderledes kontekst, for den gode vinkels skyld, og dermed kommer Neurologen uforvarent til at fremstå som journalistens berømte, men nævenyttige idiot – og det er kritisk og synd for den informationsmulighed journalisten ellers havde.

Men er jeg da uenig med Jeffrey Kutcher? nej, jeg er grundlæggende ganske enig i langt det meste, omend det på ingen måde er præsenteret så det kan være gode råd man kaster sig ud i alene – nææh, det er journalistens retorik omkring den information han modtager, jeg slet ikke bryder mig om. Jeg er sikker på Anders Legarth, selv synes, at han afslører neurologiens mest velbevarede hemmelighed; det er den skadedes egen skyld at de oplever det de gør – de er jo grundlæggende bare svagelige sjæle der bør lette røven og tage sig sammen, tage ansvar.

Sandheden er at Jeffrey Kutcher i stort set alle sine publiceringer taler om individualiseringen af hjernerystelser. De ramte – rammes ganske enkelt ikke ens. Det er et komplekst felt i forvejen, og kompleksitet tilsat individualisering, giver per definition et område hvor erfaring i at spotte den enkeltes problematik set i en helhedsvurdering, varierer indsataen og sætte ind med netop den rette kombination af pres og hvile, er alt afgørende for den ramte kan opnå maximalt udbytte af indsatsen. Det er her Kutcher rammer hovedet på sømmet når han kritiserer indsatsen fra sundhedssystemet. Mit professionelle netværk på dette område omfatter mange umådeligt dygtige fagprofessionelle, fordelt i flere fag, og jeg tror aldrig jeg hørt nogen af disse mennesker anbefale den ramte at lægge sig hjem på sofaen, og slukke for livet. Men jeg hører omvendt rigtig mange patienter fortælle at de trods opkast, svimmelhed, smerter, foto- og audiofobi m.m., kæmpe sig på arbejde hver dag fordi beskeden var at det blot var en lille hjernerystelse – gå du bare på arbejde som du kan. Men er beskeden “som du kan” jo netop ikke et udtryk for at du skal det du kan, måske lidt til, og så hvile. Jo! men den indledende “bare en lille hjernerystelse” tager jo netop seriøsiteten ud af diagnosen. Det er velment fordi vi naturligvis ikke skal skræmme patienter…men resultatet af at prøve at køre 200 km/t med en hjerne der i virkeligheden lige nu kun kan tøffe sig frem i nødsporet i tomgang, kan være langvarige problemer.

Men er det da slet ikke rigtigt at patientens psykiske tilstand inden traumet spiller ind? Det gør det da. Der er ikke noget som helst nyt i det at forskningen peger påpatientens psykiske tilstand før, under og efter traumet, er afgørende for oplevelsen af følgerne. Det er muligt at det først i nyere tid er gået op for neurologien (ironi forekommer muigvis), men det har i rehabiliteringen været et faktum i årtier, og beskrevet af mange forskere. Men hvad kan patienten bruge det til ?ikke en bønne! Det er terapeutens ansvar at afdække det, og tage sin indsats derfra. Det er derfor tværfaglig rehabilitering skal hvile på en helhedsvurdering, som det beskrives i: “Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet” og “Udfordring til Rehabilitering i Danmark”. Retorikken er igen afgørende for at det virker provokerende. Det brækkede ben der sammenlignes med i artiklen, er jo også er afhængigt af andre faktorer der ligner; nedsat knogle mineral densitet gør dig er predisponeret for fraktur. Hjernens trussels oplevelse, personlig følelses- og stress liv etc. – kort sagt med Prof. Lorimer Moselys filosofiske ord: ‘smerte er produceret af det menneske, der oplever smerten’ (http://www.videnomsmerter.dk). Konklusionen bør være: det spiller ind, men er ikke afgørende. Hvad kom først hønen eller ægget? Jeg møder hver eneste uge mennesker der er gennem møllen med alt hvad det indebærer af modstand, mistro, ydmygelse m.m. og har iøvrigt selv prøvet det. Det er så værdifuldt for mig og mine patienter at jeg udover at være fagprofessionel også er både offer og pårørende og derfor kan sætte mig ind alle de oplevelser de hver især har.

Med dette afsløres det muligvis også,at det ind imellem er “nemmere” at arbejde med topidrætsfolk, som Kutcher jo kun gør. En NFL spiller med en del på kistebunden, en kontrakt der holder og en fremtid der er sikret i verdens dyreste liga. Han sætter en hjelm på hovedet og spiller selv om han kender risikoen. Han gør det fordi hanelsker det, og han ved det kommer til at gøre nas. Når (hvis) det går galt, har han i forvejen et stort drive for at komme tilbage i gamet. Kan det tænkes at han formentlig oplever sin situation anderledes, end hvis vi taler om en enlige forsørger til tre skolepligtige børn, kort uddannelse, lav løn, med en fyring hængende over hovedet, et forsikringsselskab der presser, en kommune der truer, og som ikke selv forstår hvad der sker med vedkommendes liv. For kort tid siden var vedkommende i stand til at klare sig selv, idag kan vedkommende ikke engang støvsuge selv, som en ellers veluddannet yngre kvinde udtrykte det til mig for tid siden. En af Kutchers egne forelæsninger omhandler sammenligningen mellem en college footballplayer, der efter sit hit spiller 6 kampe yderligere før han ligger på grønsværen, ved bevidsthed men ude af stand til at bevæge sig, og en kvindelig soccer spiller, der har fået flere hjernerystelser på kort tid, men som hver gang rejser sig efter kort tid – uden mén. Nogle mennesker kan altså tåle rigtig meget og aldrig få problemer, andre rejser sig hurtigt selv om de får rystelser hele tiden, og atter andre, får kun èn skade – men kommer sig aldrig helt.

Hvad er min pointe så? Der er mere retorik end nyhed, i Anders Legarth Schmidts artikel – en retorik der næppe hjælper hjernerystelsesramte til en indsats i danmark, som Jeffrey Kutcher ellers peger på som det vigtige. Hvis Politiken med Sundhedsredaktionen i spidsen vil ændrer verden til det bedre – skal de nok spidse pennen og prøve at være mere perspektiverende. Lad det være sagt med bestemthed: (den rette mængde) HVILE HJÆLPER (induceret på det rigtige tidspunkt), men det kræver systematiseret tilgang, med rådgivning fra neurorehabiliteringseksperter, at komme igen. Husk Jeffrey Kutchers 3 R’er: Recognition, Rest, recover! Hver eneste hjernerystelse skal vurderes og behandles individuelt.

Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at skrive en mail på info@kiropraxis.dk eller ringe til os på telefon 40 70 40 70