Diskusprolaps

Ved diskusprolaps er bruskskiven, som er en geleagtig skive mellem ryghvirvlerne, delvist ødelagt og har derved ændret form, således at en del af skiven, fylder mere i rodkanalen og derved trykker på en eller flere af nerverne, som forlader rygsøjlen.

Symptomerne er karakteristisk kraftige jagende smerter, som stråler ud fra lænderegionen til benet. Smertetypen er oftest som den nervesmerte, de fleste kender fra tandlægestolen, når boret rammer tandrodsnerven, altså jagende, meget præcis og absolut uudholdelig. Smerten føles ikke altid sådan, den kan være mere diffus og dyb, lænden kan være undtaget smerte, eller benet kan være smertefrit. Følelsesløshed og/eller snurren i ben eller fod, eller kramper i muskulaturen, kan være mere udtalte symptomer. Fælles for alle disse symptomvarianter er, at noget, deriblandt bruskskiven, trykker på nerveroden (iskiasnerven).

Diskusprolaps står for de fleste, som det værste, der kan ske med ryggen. Det er da også en alvorlig lidelse, som kan være ensbetydende med alvorlig, uoprettelig anatomisk skade. Det hører dog med til historien, at videnskabelige undersøgelser har vist at op imod 35 % af mennesker uden nævneværdige rygproblemer har diskusprolaps i større eller mindre grad. Således kan man altså sagtens have en diskusprolaps uden at mærke noget til den.

Hvad er det så, der gør forskellen mellem de symptomatiske diskusprolapser og de usymptomatiske (dvs. med eller uden smerter)? Dette vides ikke med sikkerhed, men en realistisk hypotese kunne være følgende: En diskusprolaps kan være så stor, at den til enhver tid vil være symptomatisk. Er diskusprolapsen mindre omfangsrig bliver prolapsen først symptomatisk, hvis der er hævelse eller muskelspændinger i området, som bidrager til at trykke på nerven. Hvis det omgivende væv (dvs. muskler og led) er i normal funktion, er der ikke er nogen hævelse omkring leddet og der er således tilstrækkeligt plads til nerven trods prolapsen. Prolapsen er derfor ikke symptomatisk og er man ikke ude for uheld kan man leve et helt liv uden at vide af sin prolaps.

Mange patienter overaskes over, at vi som kiropraktorer behandler folk med diskusprolaps. Der findes tilfælde og grader af diskusprolaps, som en kiropraktor ikke ønsker at behandle. I disse tilfælde er den eneste udvej typisk operation. Oftest vælger kiropraktoren dog at behandle patienten trods det, at der er tegn på prolaps. Dette er ofte med forbavsende god effekt. Det drejer sig om de tilfælde, hvor prolapsen ikke er større end at smerten og rodtrykket fortager sig, når den normale ledfunktion er genetableret og hævelsen således er forsvundet. Patienten har bagefter stadig en prolaps, men smerterne af prolapsen er forsvundet. Bevares den normale ledfunktion nedsættes risikoen for tilbagevenden af problemet og forværring af prolapsen.

Det kan være svært for kiropraktoren at vurdere med sikkerhed, hvor stor prolapsen er og dermed sige med sikkerhed, hvordan udfaldet af behandlinger vil være. Det sker da også, at en tilstand forværres, men det er heldigvis sjældent og det ville nok være sket alligevel, men på anden vis. Således har den kiropraktiske behandling i de tilfælde snarere fremskyndet udviklingen end at have forrettet nogen egentlig skade.

Selv en meget lille diskusprolaps kan give meget stærke smerter og omvendt kan en stor prolaps give få symptomer. En stor videnskabelig undersøgelse foretaget i England over en årrække (den såkaldte MCR-trial) viste at operative indgreb for diskusprolaps langt fra altid var nogen tilfredsstillende løsning. 5 år efter operativt indgreb for diskusprolaps havde kun 40 % af de opererede det bedre end før operationen. Resten havde det ligeså slemt eller værre end før operationen. Det er sandsynligt, at årsagen til denne noget nedslående statistik er, at mange operationer er blevet foretaget på personer som egentligt blot havde en lille prolaps og en stor biomekanisk forstyrrelse (i muskel- og led funktionen) med deraf følgende hævelse og ledfastlåsning. Disse mennesker vil sjældent blive hjulpet af en operation, snarere tværtimod. En anden grund til det nedslående resultat er nok, at der udover operation sjældent følges op med genoptræning af den dårligt fungerende rygsøjle, som i første omgang var årsagen til svagheden omkring bruskskiven og dermed den efterfølgende prolaps.

Forskning viser tillige at infektionslignende tilstande i bruskskiven i mange tilfælde spiller en afgørende rolle for udviklingen af og symptomerne fra diskusprolaps. På SDU har man særligt haft opmærksomheden rettet mod anaerobe bakterier http://link.springer.com/article/10.1007%2Fs00586-013-2674-z. Det er min erfaring at ikke blot bakterier, men også andre infektionstilstande kan forårsage den autoimmune proces som kaldes Modic Forandringer og medføre ophobning af inflammatoriske stoffer (særligt histamin). Min behandlingen af denne tilstand er afhængig af hvilken pathogen (virus el bakterie) den enkelte er påvirket af. Diagnosen baserer jeg på kinesiologisk undersøgelse (se afsnittet om kinesiologi).

Prolapsen opstår oftest i en svækket og nedslidt bruskskive, som inden den egentlige prolaps har været udsat for adskillige skader. Denne tilstand skabes af vedvarende dårlig funktion og bevægelse omkring det involverede område samt i en del tilfælde ovenstående autoimmune tilstande. Består den dårlige funktion er det kun et spørgsmål om tid, før den samme bruskskive eller en anden nærliggende bruskskive skades og prolapser. Derfor er kiropraktisk behandling i høj grad anbefalelsesværdig ved prolapslignende tilstande.  

Yderligere relevante spørgsmål angående diskusprolaps i lænden kan rettes til info@kiropraxis.dk