Meniskskade
Meniskerne er bruskskiver (2 i hver side) som befinder sig mellem skinnebensknogle og lårbensknogle i knæet.
Meniskskade
Menisken fungerer som en styrende, stabiliserende, stødabsorberende og belastningsudlignende skive i knæleddet.
Menisk-skader rammer oftest de 20-30-årige, typisk sportsfolk, men også som arbejdsskade for mennesker med knælende arbejde.
Menisken skades oftest ved drejning af knæet. Knæleddet tillader egentligt ikke drejning, og udsættes knæleddet for belastning i drejning (oftest hvor foden/underbenet står fast og resten af kroppen drejes) kan der opstå skade i menisken. Dette kan være en revne i skiven, eller en skade på brusken.
Som ved skade på kroppens øvrige led kan man være disponeret for skaden, hvis den stabiliserende og styrende muskulatur omkring leddet eller relaterede led (eksempelvis ankel eller hofteleddet) ikke fungerer optimalt. Således kunne en del menisk-skader undgås hvis sportsfolk og motionister var bedre forberedt og til enhver tid fik behandlet smågener og – skader inden større skade opstår.
Oftest vil en menisk-skade kunne diagnosticeres ved almindelig orthopædisk undersøgelse, men til tider kan en kikkertundersøgelse være nødvendig, hvor menisken ofte vil opereres ved fjernelse af meniskrester eller sammensyning af menisken.
Behandlingen består i de første 1-5 dage af ro/hvile (dvs ingen smertefulde bevægelser), is, kompression (støttebind) og eventuelt elevation (hold knæet højere end hoften i liggende eller siddende stilling).
Derefter påbegyndes den genoprettende behandling (massage, manipulation, bevægeøvelser og smerte nedsættende øvelser) af de involverede led og muskler, samt genoptræning. Genoptræningen vil bestå af styrkeøvelser af lår og lægmuskulatur. I en længere periode (op til 3 måneder) er det absolut essentielt at knæet aflastes og ikke overbelastes ved drejning, samt knæbøjning (rejse sig fra stol ex.vis). Da der er begrænset blodcirkulation i menisken tager helingen af menisk-skader meget lang tid.
Yderligere relevante spørgsmål angående menisk-skade kan rettes til info@kiropraxis.dk
Andre symptomer
Vi har på de underliggende sider beskrevet en del af de lidelser og symptomer som kan opstå i bevægeapparatet, hvad som er mekanismen bag lidelsen, og hvilken behandling som kan tilbydes i Kiropraxis.
Hvis du har yderligere spørgsmål, er du velkommen til at skrive en mail på info@kiropraxis.dk eller ringe til os på telefon 40 70 40 70.