Hovedpine

Hovedpine som stammer fra nakken kaldes spændingshovedpine. 

Hovedpine

Smerter, som opleves ved hovedpine, kan have mange forskellige kilder eller årsager. Stammer hovedpinesmerterne fra nakken kaldes det cervikogen hovedpine og det er typisk enten muskelspændinger eller fastlåste led, som er de smertegivende strukturer.

Når et led er fastlåst, vil det ændrede bevægemønster genere ledkapslen og der vil ofte opstå inflammation i og omkring ledkapslen. I ledkapslen befinder der sig nervereceptorer, som ved irritation sender smertesignaler til hjernen. Disse opfattes som hovedpine. Når leddet løsnes ved manipulationsbehandling og normal bevægelse genetableres, vil nervereceptorerne normaliseres og smertesignalerne ophøre.

Er en muskel meget anspændt nedsættes blodgennemstrømningen, da de små blodkar lukkes af. Musklen udfører ikke sin normale afslapning og sammentrækning. Derved begynder en ophobning af affaldsstoffer fra muskelcellerne, som er konstant spændte, både fordi de arbejder hårdere, og fordi der ikke er blodgennemstrømning til at ”vaske affaldsstofferne ud” samt fordi der ikke længere er musklens egen ”pumpende” effekt. Affaldsstofferne aktiverer smertereceptorerne i muskelvævet, som sender smertesignaler til hjernen. Smerterne giver igen anledning til yderligere sammentrækning af muskulaturen og en ond cirkel er i gang. Spændingshovedpine er et eksempel på hovedpine forårsaget af muskelspændinger.

Oftest, hvis der er tale om kronisk cervikogen hovedpine, er der tale om en kombination af muskelspændinger og ledfastlåsninger. Problemerne kan bl.a. opstå på grund af forkerte arbejdsstillinger, tidligere piskesmældsskade, medfødte anatomiske variationer, psykisk stress, bidefunktionsforstyrrelse, utilstrækkeligt korrigeret synsdefekt og dårligt sengeleje. Den kiropraktiske behandling består af ledfrigørende manipulationer for at genoprette den normale bevægelse af nakkehvirvlerne, samt behandling af de involverede muskler, hvor de er en del af problemet. Desuden vil udspændingsøvelser og anbefalinger med hensyn til arbejdsstilling ofte være gavnlige.

Forskning foretaget på Syddansk Universitetscenter, viser at kiropraktik er en meget effektiv behandling for de som lider af cervikogen hovedpine.

Yderligere relevante spørgsmål angående cervikogen hovedpine kan rettes til info@kiropraxis.dk

Andre symptomer

Vi har på de underliggende sider beskrevet en del af de lidelser og symptomer som kan opstå i bevægeapparatet, hvad som er mekanismen bag lidelsen, og hvilken behandling som kan tilbydes i Kiropraxis.

Hvis du har yderligere spørgsmål, er du velkommen til at skrive en mail på info@kiropraxis.dk eller ringe til os på telefon 40 70 40 70.