For at kunne forstå vores krop og dens signaler, er det vigtigt at forstå, hvad smerte egentlig er.
Her er derfor en kort og overskuelig gennemgang af hjernens rolle i forhold til smerte, som du kan bygge din forståelse for dine egne eller andres smerter videre på.
Engang troede man, at smerten opstod i vævet ude i kroppen, sådan at smertesignalet gik fra vævets smertereceptorer og hen til hjernen. Men det var faktisk ikke korrekt. I dag ved man, at smerten er et ’output’ fra hjernen, som udsendes til vævet, hvis der kommer for mange såkaldte ’nociceptive’ signaler fra et område.
Smerte-receptorer findes altså ikke – de hedder nociceptorer, og de sender også andre signaler som f.eks. tryk, vibration, varme, kulde mm. Lidt tryk registreres altså ikke som smerte, men blot som et tryk. Et meget hårdt tryk sender så mange nociceptive signaler til hjernen, at hjernen sender et smertesignal ud til området hvor de mange nociceptive signaler kommer fra.
Hvorfor gør hjernen så det? Fordi hjernens vigtigste funktion er at sørge for vores overlevelse, og derfor opfatter den for mange nociceptive signaler som en mulig trussel mod vores ‘overlevelse’.
Udover smerte, er muskelspændinger og stivhed også tegn på, at hjernen føler sig ’truet’.
Smerte, stivhed og muskelspændinger er altså ’HANDLINGSSIGNALER’ – den vil have os til at gøre noget! Man kan derfor sige, at smerter er ikke vores fjende, men vores krops og organismes enormt vigtige kommunikationssystem. Uden det, ville vores væv hurtigt blive ødelagt af overbelastninger som vi ikke kunne mærke.
Det er derfor også vigtigt, at man ikke altid bruger smertestillende håndkøbsmedicin som den foretrukne og/eller eneste måde at behandle sine smerter på. Det underminerer nemlig kroppens vigtige kommunikationssystem, og forstyrrer vores hjernes evne til at identificere ’truslen’ og derfor dens mulighed for at genoprette den.
Her kan du se Dr. Eric Cobb forklare principperne bag ovenstående.